LUK×

NYHEDER 2012

Sidste nyt - tor d. 5. april af John Balje
Standerhejsning
Jagten på nye oplevelser og nye udfordringer samt krumtappen i klubben, det sociale samvær, er skudt i gang med standerhejsningen 2012. Hvad vil den nye sæson bringe og berige os med? Hvad vil udfordringerne være? Den første udfordring denne søndag i april var vejret. Kølig blæst, og lidt regn og slud kunne dog ikke forhindre de mange roere og påhæng i at møde op til standerhejsningen. Standeren blev hejst – splitflaget ligeså, mens de ca. 30 fremmødte skuttede sig i læ af klubhuset - syngende: Der er ingenting, der maner, som et flag der går til top ....! Formanden holdt tale, hvor han bl.a. benyttede lejligheden til at takke de mange som synligt eller usynligt er med til at gøre en forskel og løfte klubben til et højt aktivitetsniveau og et dejligt sted at tilbringe sin fritid blandt rovennerne. Herefter blev 2 stk. 4-årers søsat med 10 frivillige præmiere-roere, som roede en tur til Øen, hvor solen tittede frem flere gange, og der var bred enighed om, at lykkeendofinerne så småt indfandt sig. Vinterens rospinning gjorde, at vi følte os fuldstændig fit for fight til den nye sæson.
Hjemme i klubhuset fremtryllede Kirsten, Jørgen og Lis fra onsdagsholdet en fantastisk frokost til alle de fremmødte. Varde Roklubs rosæsson nr. 73 er nu skudt i gang – Vel Roet!
Kommentarer