LUK×

NYHEDER 2018

Sidste nyt - tir d. 12. juni af Lene Balje
Langtur til Fanø
1 – 2 – 3 – 4 år skulle der gå, inden det igen blev muligt at gennemføre den årlige planlagte langtur til Fanø. Med en vejrudsigt der sagde vindstille, letskyet og 25 grader, kunne det ikke blive mere optimalt. Otte roere roede fra Varde lørdag kl. 10 og i starten gik det stille og roligt ud af Varde Å i det velkendte daglige rofarvand. De seneste 6 uger har solen skinnet fra en skyfri himmel over Danmark uden den mindste dråbe vand. Det har betydet, at hestebremserne var særdeles tørstige, og vi stakkels svedige roere var udset som væskedepoter. Der blev klasket til højre og venstre, i luften og på hinanden, hvilket efterlod et sand ”bremsespor” i begge både. Heldigvis ville bremserne ikke med ud på åbent vand, så da vi var ude i Ho Bugt var vi dejlig fri for hestebremser og vi kunne holde pause og spise vores velfortjente madpakker.
Efter frokostpausen roede vi stille og roligt forbi Marbæk – Sjelborg – Hjerting – De hvide mænd – 3 borerigge og over nogle suspekte muslingebanker, inden vi roede ind til Esbjerg Roklub, hvor rochefen modtog os for at vi kunne læsse bådene med ”overnatningsbagage” inden de sidste 4 km rotur til Fanø. Det blev til en kort stræk ben pause efter fire timers roning, samt en lille kaffepause. Således læsset nu med fuld oppakning skulle vi blot de sidste få kilometer mod Fanø. Man må ikke genere fanøfærgen, når man skal krydse dens sejlrende! Derfor ventede vi med at ro ud i sejlrenden indtil færgen havde forladt havnen på Fanø. Hvad vi ikke var helt forberedt på var, at færgen laver nogle enorme bovbølger, så begge vores robåde måtte forsøge at komme gennem bølgerne på bedste vis. Den ene båd var lidt uheldig og fik således vand ind over rælingen og dermed en del vådt bagage. Heldigvis kunne luftmadras, sovepose osv nemt tørre i det dejlige vejr.
Velankommet til lystbådehavnen på Fanø, kunne vi konstatere at vi også her havde valgt den helt rigtige dag til turen. Der var et stort arrangement ”Vild med vand”, hvilket bl.a. betød at der var opstillet et stort øltelt på pladsen, hvor vi kunne købe velfortjente fadøl, bakskuld, is og meget mere. Efter landgang hyggede vi os gevaldigt, gik på kro og spiste dejlig aftensmad, sov på vores liggeunderlag og luftmadrasser inden det blev søndag, og hjemturen skulle påbegyndes. HM…. vejrudsigten sagde regn og måske med torden! Det er ikke rovejr – og hvor heldige var vi så lige, at rochefen tilbød at komme med bådtraileren og hente både og bagage. Ligeledes venlig var Gittes mand Søren, som også velvilligt troppede op for at hente nogle af os. Det blev altså til en køretur til Varde i stedet for en rotur, men….. det var der vist ikke nogen der havde noget imodsmile
Alt i alt en rigtig dejlig tur, og vi håber ikke at der skal gå fire år, inden det bliver muligt at gennemføre turen igen. Se fotos i billedarkivet.
Kommentarer